Ligesom dyretæmmeren, der stikker sit hoved ind i løvens gab, kan man regne med kontant afregning, hvis man fejler som tarmdomptør. Om jeg får en god dag eller en regulær lortedag, hvor min bug bliver spilet ud af gasarter og rammes af voldsom toilettrang med ganske kort varsel, afhænger nemlig i meget høj grad af, hvad jeg fodrer mine tarmbakterier med.

Det er en daglig balanceakt, hvis kompleksitet og konsekvenser vi med irritable tyktarme sjældent skilter med. Tarmproblemer er bare ikke det mest charmerende samtaleemne, når man skal underholde bordherrer, venner og kolleger. Så hellere tage endnu en samtale med sine mikrober, hvis man er blufærdig omkring sin tarmfunktion.

Derfor er det så befriende at møde et andet menneske, der kæmper den samme kamp eller en, der ligner til forveksling – og ovenikøbet gerne vil tale højt om det, som for eksempel  Anette Harbech Olesen.

Anette og jeg har lidt forskelligt udgangspunkt. Hendes problembarn er – formentlig – gluten. Min udfordring er – formentlig – de såkaldte fruktaner, nogle kulhydratforbindelser, som findes i hvede, rug, byg, løg, hvidløg, porrer, jordskokker og en række andre dejlige madvarer, der for de fleste andre mennesker er eventyrligt sunde. For mig er kornene og løgene helt klart værst.

Anette og jeg har flere vigtige fællesnævnere. For det første er det de samme kornarter, som driller os. Dermed mærker vi også det samme savn efter virkelig godt brød, der ikke giver os ondt i maven i modsætning til stort set alt det velduftende og garanteret himmelsk smagende hvede- og rugbrød, der omgiver os og bliver tilbudt os i det uendelige.

Vi er begge på evig detektivjagt efter mad- og drikkevarer, som IKKE indeholder disse korn og som samtidig er sunde og lødige. Og vi er begge nødt til at lytte til vores egne kroppe for at få noget, der minder om en diagnose og en plan, da lægevidenskaben endnu ikke har udviklet pålidelige tests, der kan dokumentere vores respektive problemer.

Det kan vi tale om i timevis. Det gør vi sandelig også, og på sin vis er det meget symbolsk, fordi tarmforskere verden over har en formodning om, at der kan være et ret markant overlap mellem de mennesker, der er glutensensitive som Anette – altså reagerer på gluten uden at have cøliaki – og mennesker med irritabel tyktarm som mig. Hvor stort overlappet er, er et godt spørgsmål. Op mod en million danskere lider af irritabel tyktarm, og ifølge et nyt internationalt studie med dansk deltagelse anslås cirka 10 procent af os at være glutensensitive, altså cirka 580.000 danskere.

Diskussionen om, hvad korn gør ved os, er ikke blevet mindre vigtig af, at forskerne indkredser stadig flere komponenter i korn, som kan tirre tarmen og måske desværre også trigge immunforsvaret på en uheldig måde eller gøre tarmslimhinden lettere gennemtrængelig for giftstoffer, affald og sygdomsfremkaldende mikroorganismer. For så kan man jo frygte, at vi ikke ”bare” taler om luft i maven, forstoppelse, diarre og andre symptomer, som kan være ufattelig generende, men ikke anses for decideret farlige. Så handler det også om øget risiko for mere alvorlige og måske livstruende sygdomme, herunder autoimmune sygdomme hos dem, der er genetisk sårbare.

Professor Oluf Borbye Pedersen, som Anette for nylig diskuterede tarmsundhed med for øjnene af over 10.000 mennesker under et streamet arrangement med Politikens Forlag og Saxo.com som værter, er især bekymret for proteinerne i korn. Glutenproteinet har vi kendt til længe, men nu er også en række andre potentielle banditter havnet i forskernes søgelys. De fleste findes i de samme korn som gluten, nemlig hvede, rug og byg. Men nok især mest i ...
Her kan du læse resten af artiklen 
De værste tarmskurke