|
|
 |
 |
 |
I dagens nyhedsbrev får du ny og vigtig viden om C-vitamin, for seneste nye forskning viser os, at C-vitamin - udover at være afgørende for vores immunforsvar - også er væsentligt for hjernens evne til at koncentrere sig og huske.
Mange bær og frugter, der er i sæson lige nu, er rige på C-vitamin, og derfor er det en rigtig god ide at spise, plukke, sylte og fryse ned, her i sæsonen. Du kan finde dejlige opskrifter og gode ideer til mere C-vitamin fra naturens skønne skatkammer herunder, men husk at plukke eller købe de økologiske bær.
C-vitamin har også hjulpet mig, da jeg som bekendt har været ramt af en hidsig helvedesild i øjnene. Hvordan kan du læse om herunder... En anden sag, der ligger mig på sinde, er, at vi danskere ganske simpelt skal til at tage grydeskeen i den anden hånd. Vi skal til at lave god mad af årstidens økologiske grønsager, og vi skal lære vores børn og børnebørn værdien af god mad, tilberedt fra bunden. Vi kan spise os raske, men vi kan også spise os syge, og det er vi danskere på vej til. Det faktum, at halvdelen af de indkøb, der kører igennem supermarkedernes kasseapparater, er ultraforbejdede fødevarer, ofte pakket i flotte emballager, er ikke bare dumt, men snotdumt? Jeg erkender, at det kan være vanskeligt som forbruger at navigere i junglen af reklamer og forarbejdet mad, MEN forarbejdede fødevarer udgør den største trussel mod vi menneskers sundhed. I kombination med PFAS selvfølgelig... Læs med herunder og gør nu noget, for din egen og dine børns sundheds skyld, for der er ikke andre, der gør det.
Sædvanen tro, finder du opskrifter på skøn og C-vitaminrig Bær smoothie samt Fit for Fight smoothie, der begge kan fryses til ispinde. Jeg kan også varmt anbefale de skønne sommersalater samt den helt fantastiske jordbærdressing og ærte puré. Du kan roligt glæde dig. Jeg ønsker jer allesammen en dejlig og hyggelig uge.
Anette
|
 |
|
|
|
 |
|
Den skønneste smoothie, der nærer og smager. Den er perfekt til morgenmad her om sommeren eller efter dagens travetur. Du finder opskriften her Fit for F smoothie
|
|
|
|
 |
Ny viden om det livsvigtige C-vitamin
|
 |
|
Helt ny forskning viser, at tilstrækkeligt høje C-vitamin niveauer i blodplasma kan forbindes med bedre bevarelse af hjernens grå substans samt med et stærkere neuralt netværk. Begge dele er afgørende for vores hukommelse og kan ligefrem beskytte os mod Alzheimers sygdom.
Et nyere studie har vist, at mangel på C-vitamin – i fosterstadiet blandt marsvin - kan resultere i mindsket hippocampus - og dermed indlæringsevne - et nedsat antal neuroner, samt fald i hukommelsen. Med andre ord, baby marsvin med C-vitaminmangel har nedsat hjernefunktion og husker dårligere. Forskerne overvejer i denne forbindelse, om dette kan have betydning for børn, født af mødre med C-vitaminmangel. Måske fører dette ligefrem til, at gravide fremover anbefales C-vitamintilskud? Man har da lov at håbe!
En større observationsundersøgelse med mere end 2.000 ældre, voksne deltagere viste desuden, at tilstrækkeligt høje C-vitaminniveauer også er i stand til at neutralisere toksiske, carcinogene nitroseringsreaktioner. Det er betegnelsen for giftige reaktioner, der kan opstå, når nitrat og nitrit fra maden, der findes i forarbejdet kød som pølser, bacon og pålæg etc. samt i forurenet drikkevand, nedbrydes.
Vi mennesker er de eneste pattedyr, udover marsvin, der ikke selv kan danne C-vitamin. Det betyder, at vi hver dag skal sikre os tilstrækkeligt med C-vitaminrig mad, for C-vitamin er et livsvigtigt vitamin.
I gamle dage fik sømændene skørbug og døde, hvis ikke de fik tilstrækkeligt med C-vitamin gennem den mad, der var til rådighed på langtursskibene. Det var blandt andet derved, at man fandt frem til C-vitaminets mange livsvigtige funktioner.
C-vitamin er også en kraftig antioxidant, der har såvel antibakteriel, antiviral som antiinflammatorisk effekt, og som således også har stor betydning for indre kropslig balance og for immunforsvarets effektivitet. C-vitamin virker forebyggende mod blandt andet hjertekarsygdomme, højt blodtryk og leddegigt.
C-vitamin indgår også i optagelsen og funktionen af andre vitaminer, så C vitamin er på mange måder et vigtigt mikronæringsstof, som det er bedst at have tilstrækkeligt af i kroppen. Det er meget flygtigt, påvirkeligt af ilt og varme, og ligger en skrællet appelsin på køkkenbordet, så er C-vitaminet forsvundet i løbet af ganske kort tid. C-vitamin er også vandopløseligt, og derfor skal det helst tilføres henover dagene i mindre doser, enten gennem mad eller højkvalitets tilskud.
Det C-vitamin, der findes i mad, adskiller sig som oftest fra det C-vitamin, du får som tilskud i vitaminpiller. Sidstnævnte er for det meste i form af ascorbinsyre. Ascorbinsyre anvender vi også i konserveringen af fødevarer. Det bedste er derfor efter min mening at spise C-vitamin fra naturlige kilder, og heldigvis findes der også i dag tilskud og vitaminpiller, der indeholder C-vitamin fra naturlige fødevarekilder (se mine foretrukne herunder). Mangel på C-vitamin viser sig ofte som blandt andet træthed, nedtrykthed, ondt i knogler, hjertearytmi, nedsat hukommelse og uforståelige blødninger, men der kan være mange andre tegn på mangel, der ganske enkelt gør os mere modtagelige overfor sygdomme.
Mange overraskes over, hvilke råvarer, der indeholder mest C-vitamin, for appelsiner og citroner er ligesom blevet symbolet på C-vitaminrig frugt. Du kan klikke på linket herunder os se, hvilke råvarer, der indeholder mest C-vitamin, og mange råvarer som de bær og frugter, der er i sæson lige nu, er særdeles rige på C-vitamin. Så pluk, frys ned og sylt, så du har til de mørke måneder også, eller gør som jeg, suppler herudover din mad med en skefuld Plantforce C-vitamin, udvundet af C-vitaminrige bær og frugter, der frysetørres. Du kan læse hele artiklen HER og finde mit foretrukne C-vitamintilskud HER Dette er ikke en reklame
|
|
|
|
 |
Og så en lille erfaring, jeg gerne vil dele med jer...
|
 |
|
Jeg har i et par måneder nu døjet med en genstridig helvedesild i øjnene. Jeg har fået flere omgange antiviral medicin, været træt som syv alderdomshjem, men er nu i bedring. Jeg vil gerne dele med jer, hvad jeg har gjort mig af personlige erfaringer i den forbindelse.
Herpes zoster, som helvedesild også hedder, opstår når skoldkoppevirus, der kan ligge latent i kroppen, genaktiveres. Antallet af danskere, der oplever helvedesild, er steget markant de senere år. Jeg var uheldig at få min i øjnene, og det er ikke spor sjovt. Oplever du også helvedesild i øjnene, så lov mig at reagere hurtigt, for behandling skal igangsættes indenfor 72 timer, ellers kan prisen være høj. Min læge reddede mig på målstregen...
Virussen angriber, når immunforsvaret er svækket, og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at den giga dosis bredspektret penicillin, som jeg fik ifbm en operation for nylig, og uden mit vidende, har spillet afgørende ind. 70-80% af vores immunforsvar sidder i tarmen, og antibiotika rydder bulen for mikrober. Jeg forstår rationalet, men finder det alligevel vanvittigt, at vi har så stort et forbrug af antibiotika herhjemme. Så mit immunforsvar var svækket, og herpes zoster så sit snit...
Jeg fik endnu mere medicin, der kompromitterer tarmmikrobiomet, og en dag kom jeg så til at tænke på det jeg lærte under heilpraktikeruddannelsen; At aminosyren lysin sammen med C-vitamin for mange vil kunne have en vis lindrende og forebyggende effekt på herpes virus. Der er kun ganske få studier indenfor området, men de, der er, tegner et billede af, at kombinationen kan fungere for de fleste. Erfaringerne er mange og langt de fleste gode.
Lysin er en essentiel aminosyre. Den kan hæmme stoffet arginin, som herpesvirus har brug for til at formere sig. Videnskabeligt såvel som erfaringsmæssigt har lysin og C-vitamin god effekt - også forebyggende - mod Herpes Simplex (forkølelsessår) og i mindre grad mod Herpes Zoster (helvedesild). MEN, jeg oplever, at kombinationen har hjulpet mig virkelig godt mod sidstnævnte infektion i øjnene. Det ville jeg gerne dele med jer.
Jeg har taget et glas vand med 1 tsk. (5 g) Plantforce frysetørret C-vitamin sammen med 1 g lysin to til tre gange dagligt. Ønsker du at afprøve denne kombination mod herpes, så kan jeg anbefale dig altid at drøfte det med din læge, før du starter op.
Dette er ikke en reklame
|
|
|
|
 |
Bær er sunde og C-vitaminrige
|
 |
|
Bær er super sunde, og lige nu er det højsæson for alskens bær. Det kan virkelig betale sig at plukke og spise de skønne og farverige størrelser, for de er fyldt med C-vitamin, antioxidanter og andre sunde næringsstoffer. Svælg derfor roligt i jordbær, hindbær, ribs, stikkelsbær, blåbær, brombær, kirsebær, sortebær og mange andre forskellige slags bær. Ikke alene smager de godt, de gør dig også godt.
Når du skal plukke eller købe bær, så husk, at de skal vøre økologiske, altså uden rester fra sprøjtemidler. Desværre er der fundet et højt antal sprøjtemiddelrester i danske, konventionelle jordbær, og problemet er, at de ikke effektivt kan vaskes af, eksempelvis af jordbærrenes nubrede overflade. Vælg derfor økologiske bær, og skal de ikke spises med det samme, så rengør dem og sæt dem på køl eller frys dem ned i små poser, så har du til vinterens smoothies. Bær påvirker blodsukkeret mindre end megen anden frugt.
Bær er levende mad, og de modnes faktisk lynhurtigt. Bær kan derfor hurtigt udvikle brune pletter eller mug, når de er plukkede. Det er derfor bedst at spise bærrene helt friske eller at sætte dem på køl, det forsinker processen. Du skal ikke spise bær, der er ved at mugne, da det kan være skimmelsvampe, de er angrebet af, og de er ikke sunde at få indenbords. Nyd derfor økologiske og rengjorte bær helt friske, de smager også bedst og har det højeste indhold af mikronæringsstoffer.
Har du mulighed for det, så pluk større portioner i denne tid, hvor bær er i sæson, og frys dem ned i mindre portioner. Næringsstoftabet er minimalt, og selvom bærrene ser lidt mere smattede ud efter frysning, så er de altså stadig super sunde. Når bærrene fryses ned til lave minusgrader, så sprænges deres celler, og det er grunden til, at bærrene er mere bløde, når de tages op igen af fryseren.
Køber du frosne, konventionelle bær i supermarkedet, så skal de jf. Fødevarestyrelsen lige have et opkog inden du anvender dem. Det skyldes, at bær kan indeholde virus, der stadig er aktiv, selvom bærrene har været frosne. Eventuelle vira destrueres ved kogning i blot et minuts tid. Det gør mange af mikronæringsstofferne desværre også.
Vidste du, at jordbær indeholder mere C-vitamin end citrusfrugter, at blåbær indeholder særdeles mange antioxidanter, og at kirsebær er små vitaminbomber. Nyd derfor sommerens bær, spis dem, som de er, anvend dem i desserter, kager, smoothies eller hjemmelavede is. De er super sunde, og har du ikke adgang til bær i din egen eller gode venners haver, og du skal ud at købe, så vælg altid de økologiske bær, der ikke indeholder rester af uønsket kemi. Der gemmer sig mange sjove ting i konventionelle jordbærs nobrede overflade, og det hjælper altså ikke at købe dansk. Dansk konventionelt er IKKE generelt bedre end det udenlandske - hverken frugt eller grønt! Vil du have optimal gavn af bærs mange gavnlige næringsstoffer, så pluk eller køb de økologiske.
Find opskriften her på skøn Smoothie med bær Læs med her Bær er sunde
|
 |
|
|
|
 |
Vær opmærksom forbruger - vælg årstidens bedste råvarer
|
 |
|
Og nyd nu sommerens bugnende skatkammer af sprøde og næringsrige økologiske grønsager. Benyt ferien til at prøve nye, grønsagsrige retter af. Lad være med at falde i fast-food fælden, der efter min og flere forskeres vurdering, udgør den allerstørste trussel mod vi menneskers sundhed i dag. PFAS-sprøjtede grønsager og bær, designede, ultraforarbejdede og manipulerede fødevarer, der desværre i stigende grad finder vej til vores butikshylder – og maver, kan potentielt gøre os syge.
Når vi handler ind, er vi – bevidst eller ubevidst - i yderst kompetente fødevaredesigneres vold. De ved lige præcis hvilken mængde sukker, industrisalt og dårligt fedt, de skal tilsætte til et produkt, for at smagen og tilfredsstillelsen rammer vores hjerners bliss-point. Det er fødevarer, der behager uden at nære, og det værste er, at hjernen kalder på mere. Det er på godt dansk ”uhyggeligt, du”.
Sund mad, tilberedt af de bedste og mest nærende råvarer, er selve grundlaget for et liv i sundhed og glæde. Med industriens kyniske manipuleren med vores råvarer - og så er det ovenikøbet lovligt - sættes sundheden på spil, og vi ser da også, at flere og flere danskere bukker under for sygdom. Cirka 80% af alle voksne danskere over 16 år har en diagnose på en kronisk – ofte medicinkrævende – lidelse. Den næringsrige mad, der er nødvendig for at opretholde en sund organisme, kræver i dag en særdeles vågen og oplyst forbruger at finde frem til.
Vi lader os forlede af det hurtige, de smarte og indbydende pakninger og placeringer, og det går lige lukt nedad bakke med vores og vores børns sundhed. Cirka halvdelen af det, der i dag udbydes i supermarkederne, kan efter min mening knapt kaldes for mad. Og vi forbrugere mangler i den grad solid og uvildig viden om madens betydning. Det er et faktum, at mere end halvdelen af de fødevarer, der køres igennem kasseapparaterne i danske supermarkeder, er ultraforarbejdede.
Det er for eksempel færdigretter, fast-food, kyllingenuggets, pålæg, læskedrikke, chips, lightprodukter, morgenmadsprodukter, yoghurter, bagemix, posesaucer og -supper, færdigt brød, kager og kiks, frysepizzaer, fyldt med industrisalt og dårligt fedt. For slet ikke at tale om turbokyllinger. Også visse plantebaserede produkter hører til denne kategori.
Adskillige studier viser i dag, at indtag af sådanne forarbejdede og designede fødevarer øger risikoen for sygdom. 39% øget risiko for udvikling af forhøjet blodtryk og 24% øget risiko for hjerteanfald, blot for at nævne et par af de skræmmende tal.
Så lad nu alt det skidt ligge, svælg i de gode økologiske grønsager, frugter og bær, for du kan spise dig rask, men du kan altså også spise dig syg. Træf nu dit valg, det er slet ikke så svært... Læs meget mere her Prioriter årstidens økologiske råvarer
|
|
|
|
 |
|
Skøn og velsmagende sommersalat, der lige er velegnet i selskab med jordbærdressingen. Du kan variere salaten med de råvarer, du har til rådighed. Du finder opskriften her Sommersalat
|
|
 |
|
En let og delikat jordbærdressing, der er velegnet til sommerens salater. Dressingen er lavet på jordbær og jordbærrenes sødme kombineret med hvidløg og eddike tilfører friskhed. Jordbærdressing
|
|
|
|
 |
Artiskokhjerter i dressing
|
|
Forkæl dig selv og familien med denne virkelig lækre og lette salat med artiskokhjerter i en delikat krydderurtedressing. Find opskriften her Artiskokhjerter i krydderurte
|
|
 |
Denne kartoffelsalat er i særklasse god, og den har i mange år hørt til blandt mine allerbedste opskrifter. Jeg tillader mig at kalde den verdens bedste. Find opskriften her Kartoffelsalat
|
|
|
|
 |
Og skulle du have glemt, hvor godt Ærte pure fra nybælgede ærter smager, så prøv den her og server den til salater eller under en laksemad. Let at lave og super lækker. Du finder opskriften her Ærte pure
Skulle du også have lyst til at følge med i mine sommerferieoplevelser, skriverier og andre hyggelige tiltag, så er du SÅ velkommen her på Instagram
Du - eller dem, du kender - kan frit tilmelde sig mit GRATIS nyhedsbrev og få en gratis e-bog ved tilmelding HER
Følg gerne min side her og efter ferien kan du igen få svar på eventuelle spørgsmål her på Facebook
Skulle du have spørgsmål eller blot savne viden eller inspiration til sunde og lækre opskrifter, så husk at du til hver en tid kan søge i mere end 2400 artikler og opskrifter lige her på Madforlivet
Jeg ønsker dig en rigtig god uge
Anette
|
|
|
|
 |
|